Mit Tjernobyl

Historien bag Mit tjernobyl

Tjernobyl-ulykken i 1986
Da Tjernobyl-ulykken skete i 1986, føltes det for mig som om mit barndoms mareridt blev til virkelighed.

Os, der er født i 1960’erne, voksede op med kold krig og atomangsten lurende. Vi lærte om atomvåben og skrev opgaver om Hiroshima i skolen, og aviserne var fulde af ord som scudmissiler, langdistanceraketter, terrorbalance og strategiske kernevåben.

Mange af os var ikke kun bange for atomvåben, men også for atomkraft.

Da jeg var 10 år gammel, skete der en ulykke på et atomkraftværk ved Harrisburg på Tremile-øen i USA, og en af reaktorerne smeltede delvist ned. Heldigvis kun delvist – det kunne være gået meget værre.

Da Tjernobyl-ulykken skete, vidste ingen først hvad der varr foregået eller hvor den radioaktivitet, man kan måle overhovedet kom fra. Jeg blev virkelig bange – var det nu atom-katastrofen er sket, den jeg havde været bange for lige så længe jeg kunne huske?

En radioaktiv sky blæste ind over Skandinavien, så det regnede med cæsium 39 og andre radioaktive stoffer. Myndighederne diskuterede om man kunne drikke mælken. Samerne i Nordsverige måtte slå deres bestande af rensdyr ned og kassere kødet.

Konsekvenser af ulykken
I nogle uger var atomfrygten i Danmark til at tage og føle på, og selvom de praktiske konsekvenser af ulykken i Danmark endte med at være til at overse, varede det længe, før det igen føltes som om faren rigtig er drevet over. Og ulykken kom til at betyde at debatten om at indføre atomkraft i Danmark stort set forstummede, fordi den folkelige opbakning til kernekraft næsten forsvandt efter Tjernobyl.

Efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 var det som om også noget af min generations atomangst blev opløst. Vores verden var stadig et truende sted at opholde sig, for der kom nye trusler til: huller i ozonlaget, terror og drivhuseffekt, men i hvert fald atomtruslen føltes mindre tilstedeværende, og efterhånden glemte jeg næsten Tjernobyl-ulykken.

Tjernobyl – et naturreservat?
Mange år efter ulykken læste jeg en artikel i et blad om den lukkede zone omkring Tjernobyl-værket. Det lå åbenbart som et forladt tornerose-slot i en forvildet skov. Og i artiklen stod der at naturen har overtaget zonen. Truede dyrearter, som har været forsvundet i århundreder, er vendt tilbage og stortrives i zonen, fordi de kan være i fred for mennesker.
Det virkede både håbefuldt og ironisk.

At vi mennesker først overtager et sted og smider naturen ud, så vores store konstruktioner og maskiner og os selv kan få plads, for så at smadre stedet i en grad, at vi ikke engang selv kan tåle at være der mere og bliver nødt til at flygte. Og så kan naturen endelig få lov til at vende tilbage.

Jeg kunne ikke rigtig slippe den tanke.
Jeg fandt ud af at man faktisk kunne komme ind i den lukkede zone, for der var nogen der var begyndt at arrangere turistture derover. Jeg besluttede mig for at jeg vil tage derhen og se det med mine egne øjne. Jeg ville ikke bare tage derhen som turist. Jeg ville snakke med folk om stedet, og jeg ville skrive & tegne en bog om det.

Tjernobyl og atomkraft tur-retur
Jeg tog til Ukraine første gang i 2017 og en del gange i løbet af de næste år, jeg lavede interviews, jeg tegnede og samlede billeder og andet materiale sammen til min bog og til min podcast.

Mens jeg planlagde og researchede og skrev, var det som om der skete noget med debatten om atomkraft i Danmark. Før i tiden var næsten alle dem, man talte med, atomkraftmodstandere, men nu var det som om at holdningen var ved at skifte.  Folk talte igen om atomkraft som en god løsning på vores energibehov, mange taler nu om atomkraft som det rationelle svar på klima-problemerne, fordi atomenergi efter sigende er både sikker, billig og co₂-venlig.

Der er noget ved denne her historie, som gør at jeg bliver ved og ved med den. Det er som om jeg ikke kan få greb om Tjernobyl. Hver gang, jeg tror jeg har forstået noget eller fået fat i en sandhed, finder jeg en ny sandhed, eller facts, som viser det modsatte af det, de første facts sagde, eller en helt anden forklaring på noget, jeg troede jeg havde forstået.

Foreløbig sidste tur til Ukraine
Jeg tog – foreløbig i hvert fald – sidste gang til Ukraine i november 2021. Jeg lavede nogle interviews og nye aftaler, for det var meningen, at jeg skulle komme tilbage i foråret 2022.

Men den 24. februar, bare et par måneder efter jeg var kommet hjem fra Kyiv, invaderede russiske styrker Ukraine. Mine ukrainske tjernobyl-interviewpersoner blev spredt for alle vinde, russiske tropper slog lejr ved tjernobyl-værket og der var igen snak om at atomvåben kan blive anvendt – her i Europa.

Måske er årsagen til at jeg ikke har kunnet slippe Tjernobyl-ulykken simpelthen den, at den aldrig har været mere aktuel end nu.

Lyt med på podcasten:
Lyt her på Apple Podcast
Lyt her på Spotify

Og følg min instagram-konto Mit Tjernobyl her.

Tak og kreditering

Tekst, tegninger og fotos © Sille Jensen, hvor intet andet angivet.
Hverken tekst, fotos eller tegninger må gengives uden skriftlig tilladelse – heller ikke online, udover korte citater jævnfør almindelige citatskik.
Henvend dig til mail@silles.dk, hvis du ønsker at anvende noget at materialet.

Stor tak til de mange medvirkende, som har fortalt deres historier.

Hjertelig tak til Autoriteterne: Karen, Anja og Susie, samt til Marianne og Jens for læsninger, lytninger og feedback.

Også stor tak til Statens Kunstfonds arbejdslegatudvalg som har støttet mit arbejde med bogen og til projektstøtteudvalg for litteratur, som har støttet mine rejser. Uden den økonomiske støtte fra Kunstfonden havde rejserne – og dermed bogen og podcasten – ikke kunnet virkeliggøres.

Like og del

Hvis du kan lide podcasten, må du helt utrolig gerne både anbefale den til andre, dele den på sociale medier eller give den en fem-stjernet anmeldelse på Apple eller Spotify. Det hjælper altsammen med til at gøre podcasten mere synlig og få den ud i verden, så den kan få så mange lyttere som muligt. Tak, tak, tak!